Ompolstring som gør forskel
Når én af Europas største samlingspladser skal fornyes, er det med Input interior og Wingårdhs ved roret. Her styres mod holdbare og gennemtænkte løsninger til fremtidens oplevelser.
Hvert år tager Svenska Mässan og Gothia Towers imod ca. to millioner besøgende i forbindelse med messer og kongresser. Kongrescentret rummer flere restauranter og ikke mindre end 1200 hotelværelser, hvoraf 80 for nylig er blevet totalrenoveret med fokus på bæredygtige og bevidste valg. Målet er, at indretningen skal holde over tid og være let at reparere eller udskifte ved behov.
Arbejdet med at videreudvikle miljøerne fortsætter, og senest har den store kongressal været i fokus. Siden indvielsen i 1992 har salen været omdrejningspunkt for både møder og arrangementer, hvor de 1.328 stole har været flittigt i brug. Stolenes konstruktion holder stadig, men polstringen viste tydelige tegn på slitage.
– Nu lever stolene videre med hel ny polstring. For at skabe bløde og gradvise overgange mellem stolerækkerne, har vi valgt et tekstil i tre farvetoner, der danner en gradient. Effekten forstærker rummets dybde og vil forenkle eventuelle fremtidige udskiftninger, siger David Regestam, projektansvarlig indretningsarkitekt fra Windgårdhs.
Input interior har håndteret ompolstringen og processen med at finde det rigtige tekstil – en opgave, hvor mange forskellige aspekter skal overvejes. Bæredygtighed og slidstyrke har været vigtige parametre, og efter nøje evaluering faldt valget på et tekstil fra Gabriel Fabrics.
– Vi endte med et tekstil produceret af 100% uld, et naturmateriale med fantastiske egenskaber! Udover at være genanvendeligt og biologisk nedbrydeligt, så er det tilmed slidstærkt, brandhæmmende og smudsafvisende, fortæller Linda Jorfors, Account Manager hos Input interior.
Nu, efter at alle stole har været skilt ad, ompolstret og installeret igen, opleves kongreshallen som ny.
– Slutresultatet er superflot og viser virkelig, hvad man kan opnå med genbrug og upcycling, siger Linda Jorfors.
David Regestam stemmer i:
– Det var et sjovt projekt, og vi har fået virkelig god respons, og det er altid positivt!