Genindvielse af Bergens kulturhistoriske rådhus

Efter næsten fire år med omfattende renoveringer er Bergen rådhus igen åbnet for den politiske og administrative ledelse. Ved hjælp af tidstypiske detaljer og materialer er en unik stemning bevaret i den kulturhistoriske bygning.

I 1953 vandt Erling Viksjø arkitektkonkurrencen om et nyt rådhus i Bergen med et bidrag i stilarten brutalisme. Godt 20 år senere stod bygningen færdig med en facade af arkitektens patenterede naturbeton, samme materiale og stil, der blev anvendt til den tidligere regeringsbygning Y-blokken i Oslo.

Da man opdagede, at der var korrosion i bygningen, blev samtlige medarbejdere omgående flyttet og fordelt på forskellige kommunale områder. Efter omfattende renoveringer er bygningens levetid nu forlænget med yderligere 50 år.

– Alle medarbejdere måtte forlade bygningen, så snart skaderne blev opdaget, og man gik i gang med at drøfte, om rådhuset skulle erstattes eller renoveres. På grund af de miljømæssige fordele og bygningens store historiske værdi besluttede man at renovere den både udvendigt og indvendigt i stedet for at bygge nyt, fortæller Mette Gjerde, specialrådgiver i Bergen kommune.

 

 

 

For at bevare stilen har man genbrugt Erling Viksjøs patenterede naturbeton, som blev brugt i den oprindelige bygning. Indretningskonceptet, som er udviklet af LINK arkitektur, er skabt for at formidle et tidssvarende udtryk.

– Indretningen er inspireret af 60’ernes skandinaviske design side om side med moderne indslag. Stilen er enkel for at passe til bygningens stramme linjer og de løsninger, som Erling Viksjø selv udviklede. Vi vil føre fusionen af nutid og den tidlige bygningsepoke videre i møblerne, fortæller ansvarlig indretningsarkitekt Ingeborg Hopland Nestås, og fortsætter:

– Farverne, som gentages i huset, henviser til perioden, hvor rådhuset først blev opført. Der er primært rolige og harmoniske farver på vægge, i møbelstoffer og tekstiler for at skabe sammenhæng i indretningen. Det, der adskiller sig fra originalen, er farveholdningerne på de forskellige etager, siger Ingeborg Hopland Nestås.

 

 

For politikerne og de offentligt ansatte, som arbejder i huset, markerer indflytningen en tid med et nyt arbejdspladskoncept.

– Ved at implementere et aktivitetsbaseret kontorlandskab har vi skabt flere samarbejdsområder og udeladt isolerede kontorer. Vi foretog nogle målinger ud fra fremmødet, og hvordan medarbejderne ønsker at arbejde. Baseret på resultaterne designede vi arbejdspladser til 80 % af personalestyrken. Det betød, at vi nu kan byde yderligere 150 kolleger velkommen til rådhuset, fortsætter Mette Gjerde.

På den nye arbejdsplads har mødelokalerne fået navn efter tidligere og eksisterende postkontorer i Bergen, fordelt i størrelse efter antallet af indbyggere i distrikterne. Input interior har været totalleverandør af indretning til projektet og har udstyret både arbejdspladser og konferencelokaler samt cafeteria og fællesområder.

– Da huset har en stor kulturel værdi, har vi lagt stor vægt på at forvalte den eksisterende historie. Arbejdspladserne og konferencelokalerne er derimod beregnet på det aktuelle behov og arbejdssituationer på dagen. Det har betydet en konstant balancegang mellem på den ene side at skabe en moderne arbejdsplads og på den anden side at tage hensyn til den tidligere udformning på en naturlig måde, afslutter projektleder Anne Nordvik fra Input interior.

 

Lad os kontakte dig

Giv os dine oplysninger, så vender vi tilbage

Tak for din henvendelse

Vi vender tilbage til dig så hurtigt som muligt.

Til formularen
Ups

Der opstod en fejl, prøv igen.

Til formularen