Hele verdens klassikere
Fra Alexander Girard, Eileen Gray og Charles & Ray Eames til Billy-reolen fra Ikea. Hvis du nogen sinde har stillet dig selv spørgsmålet om hvad der udgør en designklassiker, så er det her, du finder svaret.
Vitra Schaudepot i den tyske by Weil am Rhein er et skatkammer for designinteresserede. Da den nye museumsbygning åbnede i sommeren 2016, fik vi for første gang mulighed for at betragte Vitra Design Museums berømte samling i sin helhed. Over 20.000 genstande fra forskellige generationer og steder rundt omkring i verden med en fællesnævner, hvad angår design og indretning.
Privat samling
Arkiverne har deres oprindelse i den private møbelsamling med mere end 8.000 genstande, som Vitras tidligere administrerende direktør, Rolf Fehlbaum, på egen hånd begyndte at bygge op i 1980’erne. Dengang var det produkter fra blandt andet Charles og Ray Eames, Alvar Aalto og Jean Prouvé, som blev købt ind. I dag har samlingen udviklet sig til en af verdens mest omfattende og betydningsfulde. Her findes designklassikere fra såvel ikoniske designere såsom Le Corbusier og Charlotte Perriand som fra nutidige stjerner såsom Jasper Morrison og brødrene Bouroullec.
Udstillingen er let overskuelig og alle genstande er kategoriseret i et digitalt arkiv. For dem, som gerne vil udforske den vestlige verdens moderne møbelhistorie i dybden, findes der også et stort bibliotek.
Med kontraster indeni og udenpå
Schaudepot er tegnet af arkitekterne Herzog & de Meuron fra Basel. Facaden uden vinduer i håndbrudt tegl skaber en upoleret bygning og udgør samtidigt et optimalt, konserverende miljø til designsamlingen.
I sammenligning med nogle af sine spektakulære naboer på Vitra Campus giver Schaudepot et enkelt indtryk. Og lige præcis bygningens beskedenhed skaber en spændende kontrast og et interessant supplement til nærliggende bygninger såsom Zaha Hadids Fire Station fra 1993 eller Design Museum, der er tegnet af Frank Gehry i 1989.