Zander K

Grønne nuancer stikker ud fra den ellers diskrete farvesætning, som går hånd i hånd med indretningens tilbagevendende indslag af naturmaterialer.

Med en moderne karakter inspireret af norsk, mat natur skaber Zander K en oase, hvor diskrete detaljer får lov til at fange de besøgendes tanker.

Zander K, midt i centrum af Bergen, smelter med sine seks etager ind i byens bebyggelse, hvor de to øverste etager er inddraget for at harmonisere med det lave bybillede. Her er 249 lokaler, men det ser mindre ud udefra. På den blå facade er der heller ikke noget stort skilt, men bare et lille, diskret et. Det handler om at skabe en fornemmelse af eksklusivitet, men ikke nødvendigvis luksus.

– Jeg kan godt lide to slags hoteller. Dels klassiske luksushoteller, hvor hver enkelt detalje er nøje gennemtænkt. Den type hoteller er lige som elegante damer. De ældes ikke. Den anden type er et hyggeligt hotel, som ikke er alt for glitteragtigt. Det skal føles lige som derhjemme. Udfordringen med Zander K var at bygge noget helt nyt som føles ægte og ikke kunstigt, siger Eero Koivisto, som sammen med et team fra arkitektkontoret Claesson Koivisto Rune står bag designkonceptet til Zander K. Input interior har projektledet indkøb, leverancer og montering.

Vejledende element

Inspirationen til Zander K er hentet fra Norges natur med grønne, mørke, matte skove. Det skal mærkes, når besøgende træder ind i lobbyen. Det skal være hyggeligt og dejligt. For at skabe arkitektonisk orden og balance, tog Claesson Koivisto Rune udgangspunkt i store og små elementer i indretningen, som skulle opbygge hotellets grundlag.

– Når du træder ind i bygningen, træder du ind i en grøn verden. Det tager bare en tiendedel af et sekund at komme igennem luftslusen af grønt glas, men det er en stærk oplevelse, som fører dig lige ind i lobbyen. Her mødes du af asymmetrisk anbragte søjler i poleret, rå beton, som bidrager til fornemmelsen af en skov. For at orientere de besøgende i lobbyen, som åbner op til alle dele af hotellet, har hver afdeling fået elementer, som er i en større skala end normalt, siger Eero Koivisto.

Det første storstilede element, som fanger opmærksomheden, er et otte meter langt bord fra Nikari. Bagved det findes en bardisk i zink. Receptionsdisken i brunt marmor giver en tung og solid fornemmelse, lige som den seks meter lange marmorblok i spisesalen, der hænger på en væg i rå beton. Og de runde, grønne gardiner som kan trækkes for i restauranten, udgør også et vejledende moment.

– Når elementerne er på plads, er det let for os at vælge indretning. Funktioner, materialer og farver er allerede sat. Det er bare at gå ud fra den palette, som findes. Og finder vi ikke det vi har brug for, må vi specialfremstille, forklarer Eero Koivisto.

Diskrete detaljer

Zander K rummer, lige som mange andre Claesson Koivisto Rune-projekter, spændende men diskrete detaljer. Her er for eksempel mange designklassikere, som til dels er ændrede, uden at det ses helt tydeligt. Som den klassiske Thonet-stol Nr.18. For at skabe noget unikt og interessant blev stolene monteret i et miks af mørke og lyse træsorter. En spændende kobling til byens 280 regndage kan også findes i mønstret på hotelværelsernes gardiner.

– Sammenlign det med at tage på café med en ven. Når i sidder og snakker og koncentrerer jer om hinanden, tænker i ikke så meget på jeres omgivelser. Men hvis vennen derimod er forsinket, og du sidder alene og venter – så skal omgivelserne fange din opmærksomhed og vække tanker. Ikke højlydt og skrigende, men tavst og lidt listigt, afslutter Eero Koivisto.

Lad os kontakte dig

Giv os dine oplysninger, så vender vi tilbage

    Tak for din henvendelse

    Vi vender tilbage til dig så hurtigt som muligt.

    Til formularen
    Ups

    Der opstod en fejl, prøv igen.

    Til formularen